Spring til indhold
Pil til venstre Go back

Temadag: Biogas kan blive et nordjysk væksteventyr

Hvis ambitionen skal lykkes om at skabe et væksteventyr i den nordjyske biogasbranche, kræver det både kompetenceudvikling og virkelyst. En temadag hos Sindal Biogas vidnede om, at begge dele er til stede.

Torsdag d. 13. juni mødtes mere end 50 personer hos Sindal Biogas, da regionens erhvervsskoler i regi af CO2Vision inviterede til temadag om fremtiden for den nordjyske energisektor med særligt fokus på biogas. Deltagerne kom fra nordjyske virksomheder, erhvervsorganisationer og fra erhvervsskolerne selv.

Virkelyst er der i dén grad
Forretningsudvikler Morten Drivsholm fra Erhvervshus Nordjylland lagde ud med et oplæg om fremtidens energimuligheder i Nordjylland. Ifølge ham vil biogas komme til at fylde væsentligt mere:

– Der kommer til at ske utroligt meget med hensyn til energiproduktion i Nordjylland. Jeg har kendskab til 10-12 nye biogasanlæg, der er på vej, og som vil tilbyde et mix af forskellige produkter – fx metanisering og pyrolyse, sagde han.

Virkelyst gør det dog ikke alene – der skal også opkvalificering af eksisterende og uddannelse af ny arbejdskraft til. Den opgave tager regionens erhvervsskoler på sig, forklarede kvalitets- og udviklingschef Karina Torp Møller fra EUC Nord.

Samarbejde med virksomheder er nøglen
Karina Torp Møller understregede, at samarbejde mellem erhvervsskolerne og frontløber-virksomhederne inden for energiområdet er helt afgørende:

– Vi har i dag samlet uddannelsesinstitutioner og virksomheder for at dele konkrete bud på, hvordan vi kommer i mål med den grønne omstilling – særligt via fangst og anvendelse af CO2 – hvor vi ønsker at være ledende i Danmark. Vi har som uddannelsesinstitutioner brug for at være tæt på frontløberne, som fx Sindal Biogas, for at kunne hjælpe erhvervslivet med et uddannelsesudbud, der matcher aktuelle behov og den nyeste viden på området.

Karina Torp Møller pegede desuden på, at fremtidens nordjyske energisektor vil blive radikalt forandret – noget, som i sig selv kalder på kompetenceudvikling:

– Normalt handler energiforsyning om store centrale enheder, men i fremtiden vil meget energi komme fra lokalområderne og det vil betyde, at der er behov for en veluddannet arbejdsstyrke i hele Nordjylland. Derfor er det uhyre vigtigt at erhvervsskoler, jobcentre osv. har tilrettelagt uddannelse, der kan løfte denne udvikling, sluttede hun.

Fakta om temadagen
Erhvervsskolesamarbejdet i CO2Vision består af HEG, TECHCollege, AMU Nordjylland, EUC Nordvest, EUC Nord samt Erhvervshus Nordjylland som tovholder.

Temadagen bød blandt andet på rundvisning og oplæg om:

– Sindal Biogas
– Hvordan man bliver underleverandør til omstillingen af den grønne industri
– Perspektiverne i kompetenceløft gennem CO2Vision til ledelse og medarbejdere
– Brønderslev Biopark.

CO2Vision er medfinansieret af Den Europæiske Union.

Billede: Kvalitet- og Udviklingschef Karina Torp Møller fra EUC Nord var vært ved CO2Visionens temadag hos Sindal Biogas (foto: EUC Nord)

Karina Torp Møller, EUC Nord, til temadag hos Sindal Biogas

Konsortiet bag

da_DKDA