Spring til indhold
Pil til venstre Go back

International arbejdskraft: en fremtidig investering i en grøn økonomi

International arbejdskraft: en fremtidig investering i en grøn økonomi

Udviklingen af et nyt erhvervsområde med fokus på fangst, lagring og anvendelse af CO2, er en god mulighed for at tiltrække og fastholde højt kvalificeret international arbejdskraft. Mange internationale borgere har relevant uddannelsesbaggrund og interesse for at arbejde indenfor det grønne område, hvorfor der er et stort rationale i at investere i international arbejdskraft.

I International House North Denmark er visionen at gøre processen med at tiltrække, modtage og fastholde international arbejdskraft så let som muligt for nordjyske virksomheder. Det er visionen, fordi der er behov for arbejdskraft på det nordjyske arbejdsmarked, og fordi de kompetencer internationale arbejdstagere kommer med, bidrager til den vidensmæssige udvikling indenfor det grønne område i regionen. Innovation er afgørende for at lykkes med den grønne omstilling, og innovationen opstår ofte ved diversitet. Denne diversitet bringer international arbejdskraft i spil, derfor er der potentielt meget at vinde ved at have et blik for grønne kompetencer hos de internationale arbejdstagere. Og hvis man som nordjysk virksomhed vil rekruttere international arbejdskraft, er det vigtigt at have fokus på rekrutterings- og integrationsprocessen for nye medarbejdere.

 

Investering i international arbejdskraft fordrer et helhedsperspektiv

International arbejdskraft er en investering, der økonomisk, innovativt og fagligt kan komme Nordjylland til gavn. Men det kan bringe en række udfordringer. Det handler nemlig ikke kun om at tiltrække den internationale medarbejder ved at tilbyde det rigtige job, men også om at de kommer til at trives i Nordjylland både på arbejde, i fritiden og at familielivet fungerer godt for den enkelte medarbejder. De møder mange udfordringer, alt er nyt og det kan være svært at navigere i den danske kultur og det danske samfund. Udfordringen kan være endnu større, når borgeren har en ægtefælle med, som også skal navigere på det danske jobmarked, og falde til socialt i sit lokalområde. Nogle oplever ensomhed og kan have svært ved at skabe et netværk. Der kan således være mange behov, der skal tages højde for i integrationsprocessen. Konsekvensen ved ikke at se borgerens situation i et sådant helhedsperspektiv kan være, at de rejser hjem efter kort tid i Nordjylland.

Som en del af CO2Vision tilbyder International House North Denmark derfor inspiration, sparring og vejledning om tiltrækning, modtagelse og fastholdelse af international arbejdskraft til virksomheder, der arbejder med fangst, transport, lagring og anvendelse af CO2.

Som et konkret eksempel tilbyder International House North Denmark programmet Spouse Space, som er målrettet medfølgende ægtefæller. Spouse Space har fokus på at skabe relationer og netværk blandt de medfølgende ægtefæller og partnere, hjælpe dem med at søge job og generelt med at blive integreret i Nordjylland. Deltagerne mødes hver anden måned, og er med til at beslutte emner og temaerne for møderne.

 

En global udfordring – et lokalt behov

Det er ikke kun ud fra et regionalt perspektiv, at der er en klimavenlig økonomisk gevinst ved at rekruttere international arbejdskraft. Filosofien bag og nødvendigheden af den grønne omstilling er global, og hvis man ønsker at reducere CO2-udledning og løse klimakrisen er sammentænkningen mellem det lokale og globale samfund essentiel. Her kan International arbejdskraft være en vigtig faktor. Det er en god måde at skabe en dynamik for læring, vidensudveksling og dannelse af netværk på tværs af kulturer og landegrænser. På den måde kan international arbejdskraft blive en investering i den nordjyske økonomi og samtidig en investering i en fælles klode og klima, ved at gøre brug af arbejdskraften, der hvor den kan gøre en forskel.

Blogindlægget er skrevet af International House North Denmark

Konsortiet bag

da_DKDA