CO2Vision konsortiet har igangsat arbejdet med at skabe et nyt roadmap, der skal prioritere indsatser og ressourcer på kort og mellemlang sigt og understøtte realiseringen af CO2Visions missioner.

CO2Vision-konsortiet har indgået samarbejde med NIRAS, som skal hjælpe med at prioritere hvilke typer af handlinger, der skal iværksættes hvornår, og herunder hvilke nordjyske handlinger det giver bedst mening at iværksætte i relation til nationale og internationale udviklingsplaner.

Realiseringen af en helt ny industri kræver tværfagligt samarbejde, så man sikrer, at teknologiske udfordringer ikke overskygger de økonomiske og sociale aspekter.

Processen inkluderer en række videnspanel møder med eksperter fra branchen, og målet er, at arbejdet skal ende i et handlingsorienteret strategidokument, også kaldet et roadmap, der stiller skarpt på CO2Visions handlerum.

De indledende spørgsmål, der arbejdes med i Videnspanelet er følgende:

– Hvad er realistiske milepæle på den korte og mellemlange bane (2027, 2030, 2035)?
– Hvad skal CO2VISION arbejde for? Skal der prioriteres? I givet fald, hvad ønsker workshopdeltagerne?
– Hvilke konkrete handlinger kan CO2VISION igangsætte nu og senere?

Opgaven er kompleks, og derfor skal der søges ekspertise fra forskellige fagområder. Målet er at finde optimale løsninger, hvor teknologi, økonomi, jura og samfundsinteresser harmonerer, og derfor skal der sættes retning indenfor konkrete missioner.

CO2Vision arbejder med tre missioner:

1. CCUS Infrastruktur
Frem mod 2045 skal infrastrukturen i Nordjylland (herunder el, brint og CO2) udbygges optimalt med henblik på at understøtte en kost-effektiv produktion og distribution af CCUS-baserede ressourcer og produkter – både internt i regionen og til Nordjyllands omverden.

Missionen er at sikre, at Nordjylland bliver tilkoblet en national og international CCUS-infrastruktur, samtidigt med, at der i mellemtiden udvikles og anvendes alternative infrastruktur-løsninger, der kan være med til at dokumentere behovet for at tilkoble Nordjylland en national og international CCUS-infrastruktur.

2. CCUS Teknologier og værdikæder
Frem mod 2035 skal teknologier og værdikæder til CO2-fangst og lagring (CCS) modnes og skaleres. Sideløbende frem mod 2045 skal teknologier og værdikæder til CO2-anvendelse (CCU) udvikles, testes og demonstreres.

Missionen er, at Nordjylland bliver hub for både CCS og CCU, hvilket realiseres bedst ved at understøtte udviklingen samtidigt, men i forskellige tempi. Frem mod 2035 har CO2Vision fokus på at understøtte modning og skalering af CCS-løsninger, samtidigt med at Nordjylland er et laboratorium for udviklingen af fremtidens CCU-løsninger frem mod 2045.

3. CCUS Forretningsudvikling, kompetencer og arbejdskraft
Frem mod 2035 og 2045 skal nordjyske virksomheder og organisationer løbende forsynes med øget forretningsforståelse samt sikre CCUS-kompetencer, der skal understøtte CCUS-udviklingen i Nordjylland og gøre de nordjyske virksomheder til leverandør eller aftager af CCUS-løsninger.

Missionen er, at der rettidigt skabes forståelse for forretningsmulighederne samt igangsættes uddannelser, efteruddannelser og rekrutteringsindsatser, der skal sikre den nødvendige arbejdskraft i nordjyske virksomheder med henblik på, at de kan blive førende i at levere kompetencer, services og produkter til fremtidens CCUS-værdikæder.

CO2Visions handlerum

Et hovedformål for processen er at gå fra ord til handling og være meget bevidste om, hvor CO2Visions handlerum er.

” I CO2Vision har vi kræfterne til at søge støttemidler, kommunikere og engagere os med politiske beslutningstagere samt informere virksomheder og øvrige interessenter om erhvervsmulighederne indenfor CCUS. Derfor har vi bedt videnspanelet om at give en række anvisninger, som vi kan arbejde videre med i regi af CO2Vision,” forklarer Michael Stie Laugesen, projektchef i Green Hub Denmark, som er ansvarlig for aktiviteten under CO2Vision.

CO2Visions handlerum kan opdeles i de følgende tre punkter:

– CO2Vision kan fx forsøge at påvirke politiske beslutninger (advocacy) gennem presse og den etablerede governance-struktur, herunder særligt gennem det nationale partnerskab og styregruppen.
– CO2Vision kan ansøge projektmidler til fx at få foretaget analyser, igangsætte test- og demonstrationsprojekter og kompetencerettede indsatser.
– CO2Vision kan prioritere ressourcer til at dele viden om CCUS via netværksaktiviteter, studieture, konferencer, SoMe og andre typer af formidlingsaktiviteter.

Arbejdet med videnspanelet og udviklingen af et roadmap er påbegyndt i foråret 2025, og forventningen er at kunne igangsætte konkrete indsatser fra sommeren 2025.