CCUS Roadmap 2030
Visionen er, at Nordjylland skal være en international foregangsregion for fremtidens grønne erhverv og vise verden de store klimagevinster såvel som de store vækst- og beskæftigelsesmuligheder, der kan høstes ved at videreudvikle, sammentænke, anvende og eksportere nye grønne teknologier, bl.a. ved at udnytte digitale løsninger og etablere relevant infrastruktur.
Ambitionen er at fange, anvende eller lagre CO2 fremfor at udlede den og at producere fremtidens grønne brændstoffer og andre produkter med indfanget CO2 og brint.
CCUS Roadmap 2030 er resultatet af et fokuseret arbejde og en række analyser, som skal give en pejling på, hvilken retning udviklingen inden for CCUS bør tage.
Dette roadmap har taget første skridt mod CCUS i 2030 og har undersøgt emnerne infrastruktur, kompetencer, funding, internationalisering samt analyse af, hvordan de nordjyske havne kan spille en rolle i CCUS-industrien fremover.
Roadmappet er udarbejdet af Green Hub Denmark på vegne af konsortiet for CO2Vision. Der er givet inputs fra Aalborg Universitet, Energy Cluster Denmark, Norddanmarks EU-kontor, Hydrogen Valley, NIRAS samt partnerskabet bag den nordjyske CCUS klynge nedsat af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i 2022.
Roadmappet vil via CO2Vision løbende blive udviklet og opdateret, for at sikre, at CCUS-indsatsen er på rette spor, og at der fyldes de rette værktøjer i rygsækken frem mod 2030.
De vigtigste faktorer for at kunne udvikle CCUS frem mod 2030 ligger inden for lovgivning, infrastruktur, funding (til bl.a. studier, test og demonstration), kompetencer, investeringsbeslutninger, skalering og implementering.
Roadmappet skal samlet set give et mere solidt fundament til det videre arbejde med CCUS i Nordjylland og Danmark.