Spring til indhold
Arrow left Go back

CASPER ankommet til Aalborg Portland

Pilotanlæg til CO2-fangst skal teste hele CCS værdikæden

For tredje gang på bare to år testes CO2-fangst hos cementproducenten, Aalborg Portland. Denne gang er det som led i INNO-CCUS projektet CASPER, hvor hele processen fra fangst og kondensering af CO2 fra røggasserne til transport og lagring vil blive evalueret og dermed give værdifuld viden til omkring CO2-fangst fra cementproduktion.

I efteråret 2022 gjorde man sig de første praktiske erfaringer med CO2-fangst hos Aalborg Portland, da et pilotanlæg blev etableret på fabrikken ifm. INNO-CCUS projektet, CORT. Efter at have været ”udlånt” en periode til Ørsted er pilotanlægget nu tilbage i Aalborg og er ved at blive klargjort til idriftsættelse ved Aalborg Portlands største cementovn om få uger. I et nyt forskningsprojekt under det missionsdrevne partnerskab INNU-CCUS kaldet CASPER (Cement cArbon Storage Pilot for Emission Reduction) bliver der bygget ovenpå den viden og erfaring, som det tidligere projekt gav omkring CO2-fangst fra cementproduktion. Projektet har et budget på 15 mio. kroner og er støttet af Innovationsfonden med omkring 10 mio. kroner. Udover Aalborg Portland er DTU, Evida, Teknologisk Institut og Pentair blandt projektdeltagerne.

Pilotanlægget skal stå hos Aalborg Portland det kommende års tid og er til det nye projekt blevet opgraderet med en kondenseringsenhed og mulighed for midlertidig CO2-lagring. Herved bliver det muligt at teste og evaluere på hele CCS værdikæden fra fangst og kondensering til transport og lagring af CO2. Derudover vil der blive målt på kvaliteten af den CO2, der opfanges, sammenlignet med relevante standarder og kvalitetskrav for at kunne fastslå, om det er nødvendigt med ekstra processer efter fangst. Endelig vil man teste, hvordan urenheder i CO2’en påvirker transporten frem til lagring.

Projektdeltagerne forventer, at CASPER vil give ny og vigtig viden om CO2-fangst processen fra cementproduktion, og for Aalborg Portland er det endnu et stort skridt mod 2030-målsætningen om reduktion af CO2-udledningen med 73% svarende til 1,6 mio tons CO2/år. Her spiller CO2-fangst en vigtig rolle sammen med skifte til grønnere brændsler og udvikling af nye cementtyper.

The CO2 Vision consortium

en_GBEN