Spring til indhold

CO2QMON

CO2QMON

Udfordring

Der findes i dag ikke nogen etablerede og generelle krav til kvaliteten af den CO2 gas, der produceres fra carbon capture anlæg. Krav til CO2, som anvendes i levnedsmiddelindustrier, eksisterer allerede i dag, men disse tager ikke højde for potentielle urenheder i CO2 opsamlet ved forbrænding af fx fast affald. Fremtidige krav til renheden af CO2 fra energiproducerende anlæg vil desuden afhænge af, hvilken applikation CO2 gassen skal anvendes til (fx PtX-brændsler eller permanent lagring). Der foreligger en række specifikke, men forskellige kravspecifikationer fra virksomheder, der arbejder med permanent lagring af CO2 i undergrunden. Det er dog endnu ikke afklaret, hvad det enkelte anlæg vil blive stillet over for af krav til urenheder i den opsamlede CO2 gas. Det er derfor vigtigt at forberede systemer til styring af kvaliteten af produktgassen. Systemet til datahåndtering og -rapportering skal understøtte CO2 klyngesamarbejdernes anbefalinger vedrørende etablering af rørinfrastruktur til CO2 transport.

Løsning

Formålet med projektet er at definere og opbygge et system til monitorering, kvalitetssikring, styring og rapportering af CO2 produceret til en fælles rørinfrastruktur. Metodikken eksemplificeres på en CO2 gas produceret på et carbon capture-anlæg med særlig fokus på mængder og kvalitet. Målet er et konkret løsningsforslag på ovenstående, der kan anvendes som de facto standard og igennem projektet demonstreres og dokumenteres.

Projektet vil omfatte

En gennemgang og beskrivelse af kravspecifikationer til den CO2 gas, der produceres på det enkelte carbon capture-anlæg, sammen med den kvalitet, der måtte forventes at blive stillet for at kunne levere til en national infrastruktur.
Ud fra de opstillede kravspecifikationer vil egnede metoder til analyse- og monitorering af urenheder i CO2 gassen blive anbefalet. De systemer, der i dag anvendes til måling og dokumentation af CO2 kvalitet til fx fødevareindustrien egner sig ikke umiddelbart til kommercielt brug i en CCUS infrastruktur.
Der vil i samarbejde mellem Olicem, Kraftvarmeværk Thisted (KVVT) og FORCE Technology blive gennemført en demonstration af praktiske løsninger til et monitoreringssystem (metering skid) til bestemmelse af mængde og kvalitet af den producerede CO2. Gassen forventes fanget på eksisterende (test)anlæg. Det er en del af projektet at identificere passende testanlæg.
Projektet vil opbygge og demonstrere en praktisk løsning til automatisk rapportering af måledata, inklusive systemer til kvalitetssikring af data i henhold til de gældende krav, der kan anvendes som de facto standard.
Afprøvning og demonstration af rapporteringssystem ved anvendelse af data fra demonstrationstest.
Sammenholdelse af data og arbejde med endelig projektrapport og dokumentation.

Effekt

Danmarks samlede udledning af CO2 ækvivalenter udgør ca. 44 mio. ton/år. Det anslås af Dansk Affaldsforening at alene inden for affaldsforbrænding, vil der være over 2 mio. ton/år fossilt CO2, dertil kommer den biogene andel som typisk udgør en tilsvarende mængde udledt CO2 fra affaldsforbrændinger. Det er derfor afgørende, at de større udledere af CO2 har adgang til et monitoreringssystem til kvalitetssikring, styring og rapportering af urenheder i CO2 gas produceret på carbon capture anlæg.

Projektets partnere anslår, at CO2 data management samt kvalitetssikring alene i Danmark har et markedspotential på +200 mio. DKK. Dertil kommer der løbende håndtering og auditering. Hvad angår effekten på beskæftigelsen estimerer Dansk Industri, at den grønne omstilling, herunder CCUS vil skabe 290.000 ekstra årsværk over de næste 10 år.

Partnere

Aalborg Portland

FORCE Technology

Kraftvarmeværk Thisted

Olicem A/S

Konsortiet bag

da_DKDA