Aalborg Portland modtager tilsagn om EU-støtte til stort CO2-fangstanlæg
Aalborg Portland og Air Liquide får tilsagn om støtte fra EU’s Innovationsfond til etablering af CO2-fangstanlæg.
Aalborg Portland og Air Liquide har lanceret et fælles CO2-fangstprojekt ved navn ACCSION. ACCSION bliver en af de første komplette værdikæder for CO2-fangst og -lagring (CCS) på land i Europa. Projektet har til formål at reducere CO2-emissionerne fra Aalborg Portlands cementfabrik betydeligt, og vil, når det er gennemført, kunne reducere 1,5 millioner tons CO2-emissioner pr. år. Aalborg Portland og Air Liquides fælles projekt er blevet udvalgt af Europa-Kommissionen til at modtage EUR 220 millioner i projektstøtte under EU’s Innovationsfond.
Cement er en af de industrier, der er sværest at omstille, da produktionen af hovedkomponenten klinker kræver opvarmning af kridt, som i sig selv genererer CO2. Takket være sin egen innovative teknologi Cryocap™ vil Air Liquide opsamle, rense og gøre ca. 95 % af den CO2, der udledes af cementovnene, flydende. Den opsamlede CO2 vil blive integreret i en ny rørledningsinfrastruktur til CO2-lagringsfaciliteter på land.
ACCSION vil blive udviklet i fællesskab af Aalborg Portland og Air Liquide på cementfabrikken i Aalborg for at reducere udledningen fra cementproduktionen. ACCSION er planlagt til at være i drift ved udgangen af 2029 og vil reducere 1,5 millioner tons CO2 pr. år.
Den Europæiske Innovationsfond er et af verdens største programmer til fremme af innovative teknologier med lavt kulstofindhold. Med denne tildeling vil Aalborg Portland og Air Liquide bidrage til EU’s målsætninger i Industrial Carbon Management Strategy og ambitionen om at opnå klimaneutralitet inden 2050. Modtagelsen af denne finansiering er en af de vigtigste milepæle på vej mod en endelig investeringsbeslutning og start af dette projekt.
Søren Holm Christensen, CEO for Aalborg Portland, udtaler:
– Vi er stolte over, at EU’s Innovationsfond blandt flere banebrydende projekter har valgt at støtte os i etableringen af et CO2-fangstanlæg i fuld skala. Det er en game changer inden for cementindustrien, som er afhængig af CO2-fangst for at kunne opnå CO2-neutralitet, og dermed også bygge- og anlægsbranchen, da vi inden for en årrække potentielt kan producere CO2-neutral cement i Danmark. Det er en manifestation af, at vi vil være en del af løsningen på Danmarks klimaudfordringer, og med bevillingen fra EU’s Innovationsfond vil vi realisere vores 2030-klimaplan og levere den største enkeltstående CO2-reduktion i danmarkshistorien.