壯陽藥
Anvendelse af CO2 er et nyt forretningsområde, og områdets regulering, rammer og vilkår er først nu under udvikling. Derfor tøver nogle virksomheder med at satse på CO2 forretning – men ved hjælp af læringsmetoden Lego Serious Play kan virksomhederne bedre se det for sig.
Af Lene Klitgaard, Aalborg Universitet
Som en del af konceptet Green Innovation Lab har Aalborg Universitet (AAU) ved hjælp af Lego Serious Play hjulpet virksomheder til at undersøge mulighederne for at opdyrke forretning inden for CO2 anvendelse.
En virksomhed fik sparet tid på produktudviklingen af en brændselscelle, og en anden fik en grundlæggende drøftelse af, hvordan de kan kommercialisere deres rådgivning, så den bliver indtægtsgivende.
Virksomhederne oplevede, at de fik et kreativt og innovativt boost ved at tale om deres arbejde på en visuel og taktil måde.
”Det har sat en anderledes og mere kreativ scene, der har fremmet innovative tanker i og omkring vores strategiproces. Scenen har bidraget til, at vi har skullet tænke anderledes, end vi ville have gjort i et almindeligt mødelokale. Det visuelle omkring Lego Serious Play gør, at man konkret kan stille scenarier op, forstå hinanden og sikre forventningsafstemning via billeder, farver, leg og konstruktioner. Det har også været fedt at have AAU forskere med til at facilitere processen,” forklarer Jane Jacobsen, Head of Branding & Marketing, hos den ene af de to virksomheder, Hydrogen Valley.
Lego vs. vanetænkning
Professor Julie Borup Nielsen og lektor Anja Thomassen, som stod for forløbet med virksomhederne, forsker i læreprocesser ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet (AAU).
Forløbet har givet de to forskere erfaring med, hvad potentialet for Lego Serious Play er for at udvikle CCUS – fangst, lagring og anvendelse af CO2 – som forretningsområde:
”Det er vigtigt, at virksomhederne har mod til at arbejde på en anden måde, end de plejer. Hvis de går ind i det med åbent sind, får de skubbet til vaneforestillinger om, hvad de selv kan gøre for at komme ind på markedet for CCUS, og de får øjnene op for egne ressourcer og potentialer for at handle på denne indsigt”, siger Anja Thomassen.
Julie Borup Nielsen supplerer:
”De kom lidt væk fra vanetænkningen om deres arbejde, produkter og services. Nogle fik også ideer til nye måder at organisere samarbejdet internt i virksomheden på, så de sparer tid og frustration.”
Visualisering af idéer
Virksomhederne kunne selv vælge, hvad de ville arbejde med og sætte et mål for processen. Selve forløbet bestod af to-tre workshops af nogle få timers varighed og hjemmearbejde indimellem.
Forskerne anvender typisk Lego Serious Play til innovation og organisationsudvikling, og metoden er især brugbar, når flere mennesker skal blive enige om en idé eller et forandringsønske. Med Lego-klodser visualiseres fx både konkrete produktideer og mere abstrakte ideer til at udvikle virksomhedens services ideer, så andre kan forstå dem. Man kan også visualisere visioner eller forandringsønsker.
Læs mere om anvendelsen af metoden i CO2vision hos Aalborg Universitet.