Spring til indhold

Ny projektleder til CO2Vision

Anders Brøndum Klein er ny projektleder hos Green Hub Denmark, hvor han skal varetage det nordjyske erhvervsfyrtårn CO2Vision og arbejde med at gøre Nordjylland til foregangsregion for CO2-fangst, anvendelse, transport og lagring. Anders får bl.a. til opgave at understøtte fremdrift i de mange delprojekter under CO2Vision, der bl.a. består af test- og demonstrationssites, forskningsanalyser og internationalt samarbejde.

Anders kommer fra en stilling som udviklingskonsulent hos Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) hos Aalborg Universitet, hvor han bl.a. havde til opgave at styrke instituttets samarbejde med industrivirksomheder og øvrige ingeniørinstitutter om grønne dagsordner.

Herudover har Anders en erhvervs Ph.d.-grad fra Copenhagen Business School i ”Grøn omstilling og tværsektorielt samarbejde” samt flere års erfaring som senior projektudvikler og -leder hos Dansk Arkitektur Center og BLOXHUB i København med ansvar for grønne innovationsprojekter i byggebranchen.

”Jeg brænder for at skubbe Nordjylland i en grønnere retning sammen med andre fagligheder, og derfor ligger Green Hub Denmark og CO2Vision-projektet mit faglige hjerte nært”, fortæller Anders.

Anders er oprindeligt fra Nordjylland og har i øvrigt en bachelorgrad i kommunikation fra Aalborg Universitet, hvorefter han tog en kandidatgrad i erhvervsøkonomi, organisationsteori og kommunikation ved Copenhagen Business School.

Anders startede hos Green Hub Denmark d. 1. august 2023.

Konsortiet bag

da_DKDA